Grillet sommermakrel med nye danske kartofler, asparges og melon

Ingredienser:

4 rensede sommermakreller. Beregn ca. 350 g pr. fisk
Godt med hakket persille - så meget, så du kan prop-fylde hver fisk
1 bundt tykke hvide danske asparges
½ honningmelon - eller anden melon der findes i butikkerne lige nu
1 pose små nye danske kartofler
Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:

Rens, skrab og kog kartoflerne.

Skyl og skræl den hvide asparges.
Skræl væk fra hovedet og knæk den nederste træede ende af.

Melonen skærer du i passende mundrette stykker - ca. 1x1 cm.
Sæt den i køleskabet.

Makrellen skyller du, og fylder med hakket persille.
Luk den med kødnåle.
Skær nogle små snit i skindet på hver side af fisken, og drys godt med salt og peber.

Læg fisken på en godt varm grill. Du behøver ikke at smøre med olie, da der er masser af fedt i skindet.
Lad den grille ca. 8 minutter på den ene side (afhængig af størrelse) - vend den, og grill videre et par minutter på den anden.
Når du har lagt fisken på grillen, skal du ikke flytte rundt på den, da den let går i stykker.
Lad den grille næsten færdig på den ene side, og færdig på den anden.

Har du et par fiskeriste, så læg makrellen i dem - det er mange gange nemmere, når fisken skal vendes på grillen.
Og så behøver du ikke at sætte kødnåle i.

Når du vender fisken på grillen, så læg samtidig aspargsen på. Den skal vendes jævnligt, og må gerne tage farve.

Server fisken med de nye danske kartofler, melonen i en skål for sig, og de grillede asparges.
Sæt lidt smør på bordet, til dem der gerne vil have lidt smørelse til de grillede asparges og kartoflerne.

<Tilbage til Makrel
<<Tilbage til fiskeopskrifter

www.fiskeopskrift.dk