Meunierestegt rødspætte

 

Ingredienser:

4 rensede og flåede rødspætter. De skal kun flåes på den 'grove' side.
Af med hovedet, men behold finnerne på.
2 dl rugmel
150 g smør
Saften og revet skal af 2 økologiske citroner
2 dl finthakket persille
Groft salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:

Fjern blodet fra rygraden på fisken med en spids kniv.
Skyl fisken godt under rindende vand.
Lad finnerne blive på, de giver ekstra smag. Og så ser det altså godt ud.
Tør fisken med lidt køkkenrulle, og skær et snit på begge sider af rygbenet.
Det vil hjælpe den til at ligge flad på panden når den steges.

Rugmelet blandes med groft salt og friskkværnet peber.
Beregn ca. ½ teskefuld af hvert krydderi pr. fisk.

Vend nu fisken godt i blandingen, og læg den på en pande med godt med
brusende smeltet smør.
Brun fisken ved stærk varme ca. 1 minut på hver side.
Skru ned for varmen, og steg fisken ca. 6 minutter på hver side.
Hold fisken nede med en spatel, og overhæld den med smeltet smør undervejs.
Når fisken er færdig, er den flot gylden.

Dryp fisken med citronsaft.
Bland persille og fintrevet citronskal, og drys med let hånd over fisken når du serverer.

Servér fisken med nykogte pillede kartofler, brunet smør og en god, gerne hjemmelavet, agurkesalat.

<Tilbage til rødspætte
<<Tilbage til fiskeopskrifter

 

www.fiskeopskrift.dk