Pighvar filet med marinerede kartofler og fetacreme

Forret, serveret kold.

Ingredienser:

200 g  pighvar filet med skind
16 små kartofler (Schackenborg, mallorca eller lignende)
100 g  feta i blok
1 lille bæger creme fraiche 18 %
1 dusk finthakket purløg
1 rødløg skåret over og derefter fintsnittet
4 finthakkede forårsløg
2 dl hvidvin
1 spsk citronsaft
Kapers
Hvid balsamico
Olie
Honning
Salt og hvid peber

Sådan gør du:

Rens og kog kartoflerne. De skal ikke skrælles.
Lad dem køle af.

Lav en lage af 'en sjat' balsamico og 'en sjat' olie i en passende skål.
Tilsæt et par skefulde honning efter smag, purløg og rødløg, og rør det sammen.
Smag til med lidt salt og peber. Det skal bibeholde den sur/søde smag.

Damp pighvar fileterne møre i hvidvin og citronsaft.
Lad dem køle af.

Creme fraichen kommes i en passende skål, og fetaosten smuldres i.
Rør nu i blandingen, til den rette smag fremkommer - jo mere du rører, jo mere vil cremen smage af feta.
Når du har ramt din rette smag, vender du forsigtigt de hakkede forårsløg i.
Smag evt. til med lidt hvid peber.

Kartoflerne halveres, og vendes i marinaden.

Retten er nu klar til serverering.
Tag 4 tallerkener, læg et stykke pighvar filet på hver, og anret med kartofler og feta/creme fraiche cremen.
Når du lægger kartoflerne på, så sørg for der også kommer marinade og løg/purløg med.
Drys lidt kapers over cremen og på fisken.

<Tilbage til pighvar
<<Tilbage til fiskeopskrifter

 

www.fiskeopskrift.dk